Gudernes største frygt var deres egen undergang, som de på deres egen sprog kaldte Ragnarok. Dens kommen ville blive varslet med Fimbulvinteren, 3 vintre uden sommer; vintre hvor sneen fyger, og vinden bider fra alle verdenshjørner, hvor frosten isner menneskene helt ind til knoglerne og solen skinner uden varme. Men forinden Ragnarok ville verdenen blive hjemsøgt af andre ulykker, som hver ville blive indvarslet af den grumme ulv Garm, der gøede højt 1 gang, brød sine lænker så den kunne løb frit omkring til fordærv for guderne og menneskene. Ulvens frihed gjorde at menneskene kæmpede indbyrdes, broder mod broder, der fandtes intet venskab og intet troskab; hor og vold rådede overalt. Ingen mand skånede den anden og således blev det ved indtil menneskeheden var lagt øde. Ulven Skoll slugte solen, så himlen fyldtes med rygende blod. Den anden ulv Had slugte månen.

Ulven Garm gøede for 2nd gang og den blodrøde hane Fjalar, der holdt til i Hel, kaldte alle jætter, turser og trolde sammen. Hanen Gyldenkam fra Asgård svarede og Heimdal blæste i Gjallerhornet, så alle aserne samledes til kamp og Einherjerne strømmede ud fra Valhal. Da ulven Garm igen gøede, kom Fenrisulven løs af sine lænker og styrtede frem med åbent gab for at sluge alt hvad den måtte møde. Dens ene kæbe nåede til himlen og den anden strøg hen over jorden. Fråden stod den ud af flaben, og ild gnistrede fra dens øjne og næsebor. Samtidig forstærkede Midgårdsormen sit tag om jorden. Dens hale piskede havet til skum, så flodbølger slog ind over land. Den kravlede højere op på land, så klitterne skred under den.Den sprudlede med gift og ild så jorden begyndte at brænde, livstræet Yggdrasil blev fanget af ilden og dets ildgrene bredte sig ud over hele verdenen og ragede stjernerne ned. Sydfra kom ildjætten Surt sammen med alle fra det glohede Muspelheim. Surt løftede sit sværd og fra det strålede varme, ild og gløende lava, så fjeldene bristede, himlen revnede og broen Bifrost faldt sammen. Odin havde spurgt Mimers hoved til råds, og derefter samledes alle aser og einherjerne på Vigridsletten (Idasletten) for at møde alle de onde magter. Sammen med jætten Hrym sejlede Loke afsted mod sletten med skibet Naglfar (Skibet var bygget af døde mænds negle!) udover de 2 var skibet fyldt med alle de døde fra Hel.

Med spyddet Gungner i hånden gik Odin i spidsen og mødte Fenrisulven, kæmpede en brav kamp men endte med at blive slugt af ulven. Derefter kom Vidar til, søn af Odin, og plantede sin fod i gabet på ulven og rev derpå udyrets kæber fra hinanden. Selv samme tid kæmpede Thor mod Midgårdsormen, han slyngede Mjøldner afsted og flækkede ormens hoved. Thor blev så medtaget af dens eder imod ham, at han vaklede 9 skridt og faldt død om. Frej gik frem mod Surt, men uden sit sværd var han fortabt. Tyr kæmpede mod ulven Garm, og deres kamp var så jævnbyrdig at de endte med at dræbe hinanden. Heimdal og Loke drædte hinanden i tve kamp, som den sidste tilbage stod jætten Surt. Han løftede atter sit sværd, så flammerne slog ud over alt og jorden styrtede brændende i havet.